Rejseberetninger PDF Udskriv Email

På havet.

Rejsebrev 12. december 2005

På havet

Ja saa lige en kort rapport her fra det Caribiske.

Skibet blev malet 2 gange all over i bunden og saa lige lidt i vandkanten, en halv meter ned. En varmeveksler og en start motor blev skiftet. Akselgenerator blev genmonteret. Diverse reservepumper blev repareret og ny koekkenpumpe blev indkoebt. Watermaker blev delvis fornyet (elmotor og hoejtrykspumpe). Diverse smaa laekager blev repareret her og der. Flaaden efterset, sidestag paa formast blev fordoblet, fejl paa betj. af ankerspil fundet, skiftet ledning til stb. lanterne, svejset her og der, ect. ect. Og da vi saa endelig skulle sejle kunne vi ikke finde Shane og faa ham afmoenstret. Shane er fra Trinidad og har pas herfra. Han var kun o.b. for at hjaelpe med maling osv. Men - ingen Shane - ingen udklarering. Vi ventede 3 - 4 dage stadig ingen Shane. Han var dog set i live en uge tidligere af sin familie. Saa var gode raad dyre.

 

Teresa fra Peaks Marine kunne ikke hjaelpe, og kunne heller ikke se problemet. Det kunne jeg heller ikke. En fælles bekendt til den danske konsul meldte at konsulen absolut ikke kunne hjælpe, og at andre skibe i den situation var sejlet uden udklarering!! Finn fra Bingo mente at man maaske kunne tale med en overordnet, og Denvi mente at hvis man gik til de franske oer var der kun faa problemer. Paa Grenada skulle Simon ankomme, saa det endte med at vi afgik uden diverse papirer. Paa Grenada ville jeg godt have hold i ham Simon inden jeg gik til Immigration, og i mellemdtiden fik jeg en snak med Don. Don er arkitekten der har bygget huset under jorden 100 meter syd for Seekret Harbour, hvor man kun ser fronten. Don har holdt til i omraadet i mange aar. Don mente at jeg ville blive sendt tilbage til Trinidad ! Nicolas og Silvia Som har vaeret der, de sidste 15 aar og kender forholdene, kunne heller ikke hjalp ret meget. Saa var gode raad raadne.

 

Det endte med at vi gik til Los Testigos, Her havde vi nogle dejlige dage. Rigeligt til at kunne naa de franske oer og komme tibage. Gasterne var med ude at fiske - dog ingen hajer den dag, men vi fik forskellige andre fisk og en del store krabber. Tutsie lavede og-saa mad til os pa "restauranten" Ved ankomst til Margarita forklarede manden, at vi faktisk manglede 3 stempler i 2 pas og et eller to i et tredie. Han saa naermest ud som om han var paa stoffer og ikke fattede en brik, men han klappede mig venligt paa ryggen og sagde her er ingen problemer med stempler, naar man kommer fra de franske oer. Og det havde han ret i. E-mail 15. jan. 2006 Vi er kommet vel igennem Kanalen og forsaetter i morgen W paa, saa i hoerer ikke fra os foer Galapogos. Hilsen Niels

E-mails 3.2.2006 Panama kanalen

Mandag den 9 januar mødtes vi alle i Colon. Simon, Sune, Lisbet, Henning, Gitte og skipper Niels. De sidste Indkøb skulle gøres inden den berygtede kanal skulle passeres. Sune Simon og Lisbet gik i byen for at købe elektroder til svejseapparatet. Indkøbsturen fik en uventet drejning da en dreng på størrelse med en mellemstor hobit, snuppede Lisbets kamera ud af hendes hånd og forsvandt ind i en gyde. Alle stod og måbede uden rigtig at fortage sig noget før nogle venlige mennesker fik fat i det lokale politi. Vi prøvede på vores helt utilstrækkelige spanske at forklare dem hvad der lige var sket og så blev vi proppet ind i en ladvogn sammen med to rædselsslangende drenge som politiet mente kunne passe på beskrivelsen. Vi kørte på stationen alt imens vi prøvede at overbevise folkene om at de to drenge var uskyldige. Det lykkedes efter et kvarter og drengene blev sat af uden for gården. Så kørte møllen med enrundvisning i Colons gyder to rapporter og en masse ventetid.

I venteværelset snakkede vi med en fyr der rejste igennem mellemamerika med hans kæreste. De havde været inde og vaske tøj da et par røvere snupper deres taske indeholdende pas og penge. Fyren løber efter men stopper da tyvene begynder at skyde. Politiet fandt mirakuløst alle deres ting og nu sad han der og ventede på at få dem udleveret. Efter den kedelige oplevelse skyndte vi os hjem på båden, for klokken fem skulle vi ligge ude ved ankerpladsen hvor adviseren ville komme ombord. Klokken halv seks kom han så vores nye ven der skulle guide os igennem kanalen.

 Så fik båden ”maksimum power” til vi nåede Gatun locks der skulle føre os op i den kæmpe store kunstige sø hvor vi skulle overnatte. Vi fumlede godt og grundigt med trosserne til adviserens store fortvivlelse. Igennem kom vi og næste morgen kom den nye adviser. En utrolig afslappet mand som grinede og snakkede alt imens morgen disen steg til vejrs og brøleaberne skreg i junglen. Op af eftermiddagen nåede vi de sidste sluser her gik det op for en hvor stort et bygningsværk Panama kanalen egentlig er og man tænkte på de små 30000 menneskeliv der endte her. Da portene gik op og Adviseren råbte maksimum power fløj vi ud i det store Stillehav. Vi fandt en bøje og mødtes med Carsten i Panama. Mvh. Simon

 Celtic Avenger følger fortsat planen og var på Cocos øen. En vanskelig ø at komme til, motorsejlads i næsten vindstille både til og fra (sådan da). Og når man så endelig er ankommet er landgangen vanskelig og kun mulig få steder. Men flot er den – skatteøen og skattene bliver nok liggende hvor de er, da det er vanskeligt at komme rundt. Der var kun en lille turistbåd og os, samt de lokale ”rangers” til at passe på øen. En ranger tog besætningen på udflugt til vandfald og naeste dag til den højeste del af øen. I chatham Bay så vi et hav af skibsnavne indhugget i sten. De fleste forgår hurtigt. Kun enkelte som Narval og Wotan klarer måske et par hundrede år. Også fiskeriet var godt. Vi fik en stor tun på hver side af øen. Mvh www.celticavenger.dk Galapogos, e-mail

15.2.2006

ja saa kom vi da til San Cristobal, og fik lige en tun inden ankomst. Henning og Gitte rejste og Sofie kom. Vi var der ca 10 dage og kunne blive 20, om saa skulle vaere, alt til samme pris (ret hoej). De unge gaster kom ilag med den lokale ungdom, spillede fodbold, snorklede og dykkede. Det var lige foer de var med til stormoede, hvor det skulle afgoeres, hvem der skulle ha' hvor mange af de 200 turister der skulle komme med en turist baad, aftales mindstepriser med videre. Med andre ord hvordan kagen skulle skaeres ! Alt i alt faldt vi godt til, der var heller ikke saa dyrt. Og saa gik der naturligvis en del tid med udflugter for at se det specielle dyreliv. Jeg sender nogle billeder - naar vi finder et bedre internet.

 Paa Santa Cruz var vi i 4 dage. Byen var mere end fordoblet (til 27000) siden sidst, men nu er man vist ogsaa begyndt at begrense indvandringen (paa hoeje tid). Myndighederne var meget flinke, og naar man kommer lidt foer, alle de andre lystsejlere er der jo ogsaa plads nok !! Paa vej her til Isabela fik Simon en 12 kg tun og en mindre fisk, saa Lisbet der ikke spiser fisk, har det snart lidt svaert. Vi da ogsaa set den store vulkan, med truck, paa hesteryg og til fods. Det er vist et must. I morgen gaar det vider mod Marquesas. Niels Sejltur fra Panama og til Tahiti med sejlskibet Celticavenger i foråret 2006. Første etape: Fra Panama til afsejlingen fra Galapagos.

 Mandag den 9 januar var den nye besætning forsamlet i Colon. Den bestod af Simon på 24 år, Sune på 25, Lisbet på 59, ægteparret Henning og Gitte, der var midt i 50’erne, og skipperen Niels på 64. Ingen kendte hinanden i forvejen. Alle var forinden blevet advaret om, at Colon var en by, hvor man ikke skulle bevæge sig rundt mere end højst nødvendigt, så vi skulle bare foretage et par sidste indkøb, inden vi skulle gennem Panamakanalen. Sune, Simon og Lisbet gik i byen for at købe elektroder til svejseapparatet. Indkøbsturen fik en uventet drejning, da en dreng på størrelse med en mellemstor hobit, snuppede Lisbets kamera ud af hendes hånd og forsvandt ind i en gyde. Alle stod og måbede uden rigtig at fortage sig noget, før nogle venlige mennesker fik fat i det lokale politi. Vi prøvede på vores helt utilstrækkelige spanske at forklare dem, hvad der lige var sket og så blev vi proppet ind i en ladvogn sammen med to rædselsslangende drenge, som politiet mente kunne passe på beskrivelsen. Vi kørte på stationen, alt imens vi prøvede at overbevise folkene om at de to drenge var uskyldige. Det lykkedes efter et kvarter, og drengene blev igen sat af uden for politigården. Vi blev af politiet kørt rundt i Colon, for at se om vi kunne udpege de skyldige, hvad vi selvfølgelig ikke kunne, dels fordi vi dårligt nåede at se dem og dels fordi alle de indfødte drenge for os så næsten ens ud. Det endte med at vi fik lavet en rapport på 4 tætskrevne sider på spansk. Det var for at Lisbet kunne få udbetalt forsikringspengene for kameraet. Det tog hele formiddagen, så vi måtte udsætte vores indkøb, da vi havde truffet aftale om, at vi skulle gennem kanalen om eftermiddagen. Efter den kedelige oplevelse skyndte vi os hjem på båden, for klokken fem skulle vi ligge ude ved ankerpladsen, hvor adviseren, den person der skulle hjælpe os gennem kanalen, ville komme ombord. Klokken halv seks kom han så vores nye ven.

 Så fik båden ”masimum power” til vi nåede Gatun locks, de første sluser, der skulle føre os op i den kæmpe store kunstige sø Gatun, hvor vi skulle overnatte. Vi fumlede godt og grundigt med trosserne til adviserens store fortvivlelse. Vi brugte to dage til at komme gennem kanalen, første dag tre sluser op og sidste dag tre sluser ned. Det var en oplevelse at sejle gennem sluserne. Portene lukkede sig bag os og vandet fossede ind i slusen. Der var enormt meget pres på, og vi var alvorlig bange for, at vores knuder på tovværket ikke skulle holde, men det gik heldigvis. Igennem kom vi og næste morgen kom den nye adviser. En utrolig afslappet mand, som grinede og snakkede, alt imens morgendisen steg til vejrs og brøleaberne skreg i junglen. Det gik dog lidt nemmere da vi skulle ned, hvor der ikke var samme enorme pres på vandet. Da den sidste sluseport gik op og Adviseren råbte maksimum power fløj vi ud i det store Stillehav. Vi fortøjede ved en bøje ud for havnen og mødtes med Carsten i Panama. Carsten er langturssejlernes kontaktmand i Panama og på Galapagos. Vi havde en hel del spørgsmål til Carsten angående diverse ting vi skulle købe, lige fra et nyt kamera til Lisbet, dykkerudstyr og som sædvanlig et par vigtige reservedele til båden. Carsten var på alle punkter utrolig hjælpsom med alt.

Vi fik også lige et par timer til lidt sightseeing i Panama. Byen var i modsætning til Colon meget hyggelig med en gammel bydel og der var ikke nær så meget slum. Beboerne virkede lidt gladere og lidt mere hjælpsomme, men vi havde som sædvanlig problemer med at gøre os forståelige, da ingen af os stadig ikke kunne spansk. D 14/01 sejlede vi fra Panama til Taboga, hvor vi overnattede den første nat, og derfra gik turen videre til Perleøerne.

Vi besøgte to af øerne: Isla Gonzales og Isla Bayoneta, den sidstnævnte var ubeboet, og her overnattede vi den første nat. Vi nød alle at være helt væk fra civilisationen, efter de travle dage i Panama. På Isla Gonzales kom de indfødte ud i kano med en klase bananer og 4 papajafrugter, som de solgte til os for tilsammen 6 dollars. Bananerne blev bundet til rælingen på båden, hvor de hang for at blive modne. Dem havde vi glæde af i lang tid. Vi var en tur i land, hvor vi gik på sightseeing i den indfødte landsby. Det vrimlede overalt med hunde og høns, og små sorte børn. Pigerne havde alle papillotter i håret, der var meget sødt. Et par af de indfødte var i færd med at partere et par leguaner på ca. ½ meter, som de havde fanget tidligere på dagen. Vi havde faktisk om formiddagen hørt skuddene, da de blev nedlagt. Vi gik forbi et lokalt bådebyggerværft, og især Sune, der er uddannet som bådebygger, var meget imponeret af en næsten færdig båd der stod på stranden. Det var godt håndværk. Vi stoppede ved en lille lokal bar og fik en øl, sammen med de indfødte. Endnu engang måtte vi erkende, at det havde været praktisk om vi kunne spansk. Der var mange spørgsmål vi gerne ville have haft svar på af de indfødte. Vejret er fint, temperaturen var på ca. 30 grader og luftfugtigheden på ca.80 %, så det var til at holde ud.

 Den 16 januar begyndte vi turen mod Cocosøen. Vi havde alle hørt om den fra bogen Skatteøen og var selvfølgelig meget spændte på at komme dertil. At besøge Skatteøen var opfyldelsen af enhver drengedrøm. Alle af besætningsmedlemmerne havde selvfølgelig hver deres forestillinger om at finde den begravede skat. Sejlturen til øen blev ikke helt så eventyragtig, da vi måtte sejle med motor hele vejen. Vinden var direkte imod og under 10 knob, så vores ellers så gode og solide skib udviste ikke de bedste sejlegenskaber på denne tur. Turen med motor tog 5 dage, hvor vi alle diskuterede, hvordan vi skulle gribe skattejagtssøgningen an. Selvom vi ikke fandt nogen skat, svarede øen helt og fuldt til vores forventninger. Alene at være så langt væk fra civilisationen var fascinerende. Øen var kun beboet af mindre end 20 rangere, der holdt opsyn med turisterne. Da vi ankom blev vi modtaget af to af rangerne, der fik afkrævet os 185 $ pr døgn for båd og 6 personer. Lidt af det eventyragtige blegnede. Vi smed resterne af en nyfanget tun i vandet, hvilket tiltrak et utal af revhajer (ikke så store) og koralfisk. Det fik vi hele eftermiddagen til at gå med. Simon, Sune og Henning var ude på en snorkeltur og så et vrag på ca. 7 meters vand. Vi var på et par ture ind i land, hvor en af rangerne var med som guide.

 De var blevet træt af turister, der forsvandt i regnskoven, så de forlangte, at der skulle en guide med. Til gengæld var det gratis. Guiden fortalte om øens dyreliv, og trakterede os med kokosnødder som han fik hentet ned fra kokospalmerne. Øen var dækket af en flot jungle, men vi undrede os over, at der ikke var flere vilde dyr. Det vi så mest af var vilde grise. Efter at have leget skattejægere et par dage fortsatte vi turen mod Galapagos. Turen til Galapagos tog 5 dage. Igen var vejrguderne imod os, vi havde stadig en meget svag vind lige imod os, så hele turen blev igen med motor.

 Det er betryggende at have en stærk og solid båd, men ind imellem lidt besværligt. På sejlturen passerede vi ækvator. Det var kun skipper der før havde sejlet over ækvator. Vi havde alle passeret ækvator før, men ikke sejlende. Det blev ikke til det helt vilde orgie, som man hører fra andre både, men vi hyggede os med ækvatorkage som Simon og Sune havde bagt, og vi fotograferede vores VHF da den skiftede fra 0 grader nordlig til 0 grader sydlig bredde. Et par af besætningsmedlemmerne blev døbt på behørig vis. D. 29/01 dukkede Galapagos endelig frem af disen. Alle var spændte på at se øerne, for nogle af besætningsmedlemmerne var det rejsens endelige mål. Vi blev på Galapagos i alt omkring to uger. Vi fik ændret lidt på sammensætningen af besætningen, idet Henning og Gitte afmønstrede og en ny gast Sofie på 25 år påmønstrede. Vi nåede at besøge 3 af øerne: San Christobal, hvor vi lå for anker ud for Puerto Baquerizo Moreno fra 29/01 – 7/02, Santa Cruz , hvor vi ankrede ud for Port Ayora, hvor vi var indtil 13/02 og endelig Isla Isabelle hvorfra vi sejlede d. 16/02. Det der betog os mest på Galapagos var som forventet det helt specielle dyreliv, der var på øerne.

 Da vi kom sejlende dertil, blev vi budt velkommen af søløver. De virkede meget tamme og fredelige, det sidste fik vi senere fortalt, var ikke altid tilfældet, da hannerne ofte kunne være særdeles aggressive. Vi havde altid udsyn til søløver. Enten svømmede de omkring båden, eller de lå og sov på vores dinghy eller på stranden eller de legede med os, når vi svømmede. Det var hyggeligt altid at være omgivet af dem, og det er en af de ting vi savner nu, hvor vi har forladt øerne. Alle de ubeboede områder på øerne var udlagt som naturpark. Mange af stederne var det ikke lovligt at bevæge sig uden guide. Øerne var meget varieret i deres vegetation, lige fra tropeskov, til halvørken, hvor der voksede mandshøje kaktus. På Isla Isabelle havde der havde været vulkanudbrud for et par måneder siden. Vi var på en guidet tur til området. Det var fuldstændig udbrændt og øde og flere steder røg det stadig fra lavaen. Det var det mest ejendommelige landskab vi nogensinde havde set, og vi var alle lidt stille efter turen. Galapagos er et paradis for dykkere og snorklere, men desværre var det ikke tilladt at foretage sig nogen af delene uden guide, hvilket absolut ikke var gratis.

Flere af os var på en guided dykke- og snorkeltur til Kickerrock, en meget pittoresk dobbeltklippe, der er afbildet på alle turistbrochurerne fra Galapagos. Stedet som alle bør besøge. Foruden selve klippen der virkelig var meget fascinerende og som havde et meget rigt og varieret fugleliv, så vi også skildpadder, rokker og revhajer i vandet. De sidstnævnte var på trods af størrelsen op til 2 meter helt ufarlige, men fik alligevel snorklerne til at trække benene op under sig. På trods af, at vi næsten befandt os på ækvator var vandet koldt. Det var helt rigtigt hvad der stod i geografibøgerne om at den kolde havstrøm Humboldtstrømmen nedkølede havet. I det hele taget var Galapagos en lille zoologisk have, hvor dyrene var meget tamme. På nogle af de guidede ture vi var på, så vi selvfølgelig de så berømte Galapagos skildpadder. De virkede som om de var utrolig trætte og havde opgivet at få mere fornøjelse ud af dette liv.

 En af de ting der stadig er printet på nethinden er leguanerne. De var overalt, både hav- og landleguaner, men mest havleguaner. De virkede ret ligeglade med vores eksistens, og betragtede os aristokratisk mens de nærmest hvilede i sig selv. De virkede nærmest som om de kom fra en anden tidsalder. Da vores sejltur fra Galapagos skulle gå til Maequesas øerne, en sejltur på en lille måned, hvor der ikke var nogen mulighed for at komme i land, brugte vi en del af tiden til at planlægge, hvad vi skulle have med af proviant, og få det købt. Det er længe at skulle være uden kontakt med omverdenen.

 Vi blev klare over, at det havde været bedre at købe ind i Panama, da det både ar langt billigere og udvalget større. Vi fik købt en sæk kartofler, en sæk løg, en sæk ris og en sæk mel. Det sidste var ikke uden problemer, da den skulle opbevares tørt og køligt. Vi fik købt nogle store plasticdunke til at opbevare melet i. Vi havde utrolig besvær med ar finde gær, men det lykkedes til slut. Desuden fik vi købt ca. 90 liter langtidsholdbar mælk og havregryn, og dåsemad. Der var så meget dåse mad, at det væltede ud hver gang vi åbnede et skab. Vi var på et frugtmarked, hvor vi købte den sædvanlige klase bananer, vandmeloner og andet frugt, som vi håbede kunne holde sig i hvert fald et par dage. Der var ingen af os der havde den helt store erfaring med at købe mad til så lang tid, og uden at have de bedste kølefaciliteter. D.16/02 vinkede vi farvel til den sidste søløve på Galapagos, og begyndte på den næsten 3000 sømil lange rejse over Stillehavet, hvor vi i næsten en måned ville være uden nogen kontakt med omverdenen, og uden at se land. Vi var alle lidt beklemte spændte på, hvordan det ville gå, med at være så tæt sammen i så lang tid, uden nogen mulighed for at komme af.

 

 E-mail 9. juli 2006 Tahiti. Så kom vi da endelig til Tahiti. Det lyder jo lidt exotisk, men øen er moderne og ligner andre franske øer til forveksling. Det er kun hotellernes gæster der stadig får en blomsterkrans ved ankomst i lufthavnen ! Men selve øen er utrolig flot og frodig. Efterhånden rejste gasterne, og der skulle findes en ny elmotor til sejl-hydralikken, nye lejer i generatorens ferskvandspumpe, og en ny startmotor til bb. motor, så afgangen blev noget forsinket !! Men det er dog ikke det værste sted at være ”strandet”. Vi fik sat extra sidestag op på den agterste mast, og fik repareret den stage der var havareret dagen inden ankomst Tahiti. På Moorea lå vi lige ved indsejlingen til Cooks Bay. En flot ø. Vi måtte vente på at der kom noget vind, og at den ikke lige var fra NV, den vej vi skulle.

 Vinden kom på vej til Raiatea, og med al den søsyge de nye gaster, Anders og Nikolaj, led af, kunne jeg jo nok se hvor det bar hen, så jeg måtte prøve at bjærge genoa på stage, alene. Det ka’ man godt. Øen har en hyggelig lille by med en havn der er gratis de første par dage. Vi lå dog til anker og sejlede videre til Bora Bora efter et par dage. Bora Bora var storslået, og der var ikke så mange turister som forventet. Der er ret dybt hvis man vil ankre i nærhede af byen, men det gik da. Man holder antallet af turister nede ved at ha’ nogle gevaldig høje hotelpriser. Men krydstogtskibene kommer dog ind imellem og landsætter et hav af mennesker! Rarotonga. Det meste af turen fra Tahiti til Rarotonga var for motor.

 Det var jo ikke så spændende, så både Anders og Nikolaj havde fået nok, og stod af. Og så havde vi jo heller ikke en Lynn og Katrine at hygge sig med som de har på ”Close Encounter”. Jeg fornyede platformen, da den gamle var ved at gå op i limningen. Nu blev den lavet i solide planker. Den ene beholder til sejlhydralikken fik et nyt leje, -ikke uden besvær.

 Palmerston.

 Det rygtedes, at her var et skib uden besætning, så jeg blev hurtigt kontaktet, af nogle Masters for at gøre en rejse til Palmerston. Skibet skulle officielt sejle proviant, skolebøger og medicin ud til det det lille samfund ca 270 sm mod NV. Og så kunne onkel Tom og hans familie sejle med og han kunne vise sine børnebørn sin hjemø. Alle Masters her omkring stammer fra Palmerston, hvor en William Masters bosatte sig 1863, med sine 3 Polynesiske koner (som han levede sammen med, samtidig !!) . Øen er i praksis opdelt, således at det er efterkommerne efter de 3 forskellige koner, der bor på hver sin trediedel. De 3 familier har så hver gravet en grøft på 10gange 30 meter og måske 3 metre dyb for at kunne dyrke deres ”Taro” en rodfrugt der gør det ud for kartofter eller Kassava. På øen bor der ca. 60 mennesker, og selv om de får mange børn (William fik selv 16) stiger befolkningen kun lidt, da de fleste vælger at rejse til New Zeeland eller Australien når de bliver voksne. Antallet var nærmest det samme da Tom var barn, og det varierer mellem 50 og 100. Øen er et paradis, og selv om der er flere andre øer indenfor revet, lige så store, bor alle på Palmerston. Man fisker revfisk som leveres til Rarotonga, og så er der jo også ansat en tolder, immigrations- mand, en politimand, en til at passe radiostationen og et par lærere, så de får da lidt indtægter, og har meget lidt travlt ! Enhver Masters har ret til at bosætte sig på øen, men man nøjes med at komme som turist, med års mellemrum.

 Efter 5 dage var vejret rimeligt, og vi kunne jo ikke vide hvor længe det ville holde, så vi besluttede at sejle tilbage mens vejret var godt. Et par timer efter afgang fik vi 3 pæne guldmakrel, og dagen efter en 6 kg wahoo. Så turen var rimelig vellykket. Aitutaki Man er åbenbart stadig i gang med at optage film til den amerikanske pendant til ”Robinson” så store dele af øen og lagunen er afspærret !!

 Så nu bliver det mere Suwarrow. Suwarrow Det er en atol med flere småøer der er ubeboet, bortset fra et par opsynsmænd, og så en 5 – 10 lystbåde. Så skibet kan kun kontaktes via sattelit radioen, i de næste 3 uger. Ud over at nyde naturen der, er det så meningen at jeg skal se at få gjort noget vedligehold på båden. August 2006 Ja så er der efterhånden gået 3 uger her på Swarrow, og jeg kunne såmænd godt ha’ brugt lidt mere tid, men der er lige nu, udsigt til en stabil uge uden lavtryk ect. og vinden er i det rigtige hjørne. Og Lone er ved at gøre sig rejseklar ! Swarrow er en atol på 8 gange 12 sm, med måske 10 småøer og lige så mange skær og holme. Den ligger 350 sm NØ for Pago Pago. Der er et par vagter der passer på området, der er gjort til et naturreservat. Det medfører at der er mange forordninger osv., men ingen drømmer om at håndhæve dem, for man skulle jo nødig skræmme kunderne (lystbådene) bort.

 Der kommer kun lystbåde.! Der var 2 både da jeg kom , 3 da jeg afgik, og da der var flest, var vi 11 både. Og hvad kan man så få tiden til at gå med på Swarrow. Ja, der var jo det med vejrkortprogrammet der ikke rigtig ville fungere, selv om mange havde rodet med maskinen. Da Nikolej kom, sagde han at der ikke var noget i vejen og modtog et fint vejrkort !! Så skulle vi Skype, og det var omkring den tid at vi igen, ikke kunne modtage vejrkort. Nikolej mente det måtte være lydkortet, så jeg fik et nyt i Rarotonga – det hjalp ikke. Så fik jeg sat maskinens ”settings” tilbage til dagen inden Nikolej kom, og jeg fik downloaded en ny version af programmet – det hjalp heller ikke. Og så er det jo - når alt andet svigter - at man må ta’ fat i instruktionsbogen og følge den helt minutiøst – det tog 2 dage, og nu har jeg de fineste vejrkort. Så var der alarmsystemet i forskibet, noget rustbehandling for, en magnetventil der lækkede, et koøje der lækkede agter, bedre understøttelse af styrestolen, med meget mere, og der skulle jo også være tid til det sociale. Men især alarmsystemet er jeg ret stolt af. Det var føleren der var overgang i. Den var endda ny. Nu har jeg monteret en ledning lidt over bunden. Kommer der vand, er der jordforbindelse, og så lyder alarmen. Det virker fint.

 Når vagten Tom tager folk ud til Bird-island, har de liner ude, på vej ud og hjem, og der er så mange fisk i den lagune, at han altid kan byde alle skibene på Barbeque bagefter. Der blev holdt Barbeque et par gange om ugen, da der kom og gik både hele tiden. Flere både havde udsat deres afgang for at kunne deltage i Veronikas fødselsdagsfest. Veronika er den anden vagt og gift med Tom. De har 4 børn, omkring 3 – 5 år.

Danger Island

 Når børnene taler coco bliver de svaret på engelsk af forældrene, der også holder skole for dem. Veronika er fra Puka Puka, der også kaldes for Danger Island, og det gør den fordi pigerne er meget ihærdige, for at få fat på en mand, sagde Veronika, uden at rødme det mindste. Og Tom der stod lige ved siden af, bekræftede, at det var svært at komme derfra uden en Veronika. Han er selv fra en anden ø. Hun har måske nogle ugifte søstre eller synes at der kommer for få både til øen. Men rygterne har nu gået sådan i mange år. I Don Silks bog “Kauri trees to sunlit seas” nævner han endda “the voracious-ness of its women”. Der er også af og til asiatiske fiskebåde, der lægger ind til øen for at handle med mere. Det har ført til, at der er en del mennesker med lysere hud og lidt mandelformede øjne – tydelige asiatiske træk. Og det er ganske vist.

 En anden forklaring på navnet Danger Island, er et ret stort rev, der ligger i forbindelse med øen, et par meter under havets overflade og derfor er ret svært at se. Dons bog kan absolut anbefales. Så kan man spare rejsen herud. Den fortæller alt. Han startede med at bygge en lille lystbåd og sejlede lidt fragt med den og endte med at blive skibsreder. I nogle få år var han, indtil for få år siden, havnekaptajn i Rarotonga

Og så ser det ud til at Guto og Sergio er ved at finde billetter til Tonga. Guto har sejlet med, på floderne i Sydamerika og de har været med i Caribien. Og begge er fantastiske hummerjægere. Er der nogen - så finder de dem. Det ser jeg meget frem til.

 Med tanke på Cierce der mistede hele riggen. Sommetider er det kun en enkel ting der skal svigte, så følger en række andre ting efter. Det skete dog ikke her. - Vi var på vej vest over i Caribien. Vinden tog til, jeg lå i køjen agter og hørte tiltagende støj fra skruerne . Det var jo godt nok, men det kom lidt hurtigt. Bevægelserne blev noget urolige, og nu krængede den også. Så jeg måtte da hellere stå op. Netop som jeg kom op, var den ved at løbe i vinden (godt nok) men ulykken var sket.

 Men skaden skete langt tidligere, nemlig til anker på floden ved Asuncion, ved den første yachtclub, lige 200 meter fra det sted hvor Mulle havde sit ”Waterloo”. Normalt er det sjovt at se, når et kobbel gadehunde får øje på en fremmed hund som Mulle, og kommer drønende. Når de så er tæt på, stopper de brat op, for Mulle bliver stående, med løftet hale, rejste børster og overlæben trukket op. Og når han tager et skridt frem efter, stikker de hurtigt halen mellem benene og stikker af. Men der, fik han engang stukket poten ned i et ristværk og kunne ikke få den op - og så blev han altså maltrakteret af de lokale hunde. Vi måtte bære ham ind i en taxa og køre ham til dyredoktoren, så han kunne blive lappet sammen, ja man bliver helt vemodig ved tanken

. Men her var det altså, at vi lå sammen med en anden stor motorbåd agterfortøjet i hver sin bøje. En nat kom der en kraftig vindbyge og begge bøjer drev. Da vores ankre begynder at holde, og vi svejer rundt, gik det så uheldigt, at motorbådens agterende skrællede vor skibsside, sådan at et cepter blev noget vakkelvornt, træværket på lønningen midskibs blev maltrakteret, sidestaget fik et stød og til sidst røg vor 25 hk dingy motor overbord. Ceptret og træværket er stadig beskadiget og dingymotoren fandt vi aldrig, selvom der kun var 3 meter vand. Vantskruen var der ikke noget at se på (ikke deformeret). Men men, noget var der altså sket med vantskruen (20 mm !)da den sprang i en lille vindbyge 7 år senere. Det viste sig, at der hvor den sprang, var det kun gevindet og ca 2 kvadratmilimeter i midten, der ikke vart tæret.

! Om bruddet, eller et delvist brud, er sket dengang uden at man kunne se det udvendigt eller en tæring er gået i gang efter den kraftige påvirkning ved jeg ikke, lærebogen siger ikke noget om tæringer efter kraftige påvirkninger, eller tæringer i rustfrit stål i det hele taget. Og det gør den åbenbart heller ikke hos ingenørerne. Det var netop på Tahiti at ”shark 10 ” kom besøg, uden båd forstaås. Jørgen og Ulla, de havde opgivet at sejle til Tahiti og New Zeeland, og så må man jo ta flyveren. Det var selv samme Jørgen, der små 15 år tidligere, fremtog et helt batteri af forskellige havarerede rustfri kovse,sjækler, bolte o.s.v. ”Det kan jeg ikke forstå”, som han sagde, ”og jeg burde da ellers vide noget om det, for jeg er ingenør”. Kun i lærebøger for lystsejlere kan man læse lidt, man taler om stress, salt og vibrationer.!! Så der er jo ikke andet for, end at inspicere ofte.

 Endelig er det da værd at bemærke at sådan en kapacitet som Adland Coles, - der har vundet mange kapsejladser Transatlantic Race, Fastnet o.s.v. sejlet i lystbåde en hel menneskealder, studeret diverse havarier og skrevet en række bøger - han foretrækker galvaniseret wire med splejs, til stående rig. Det er ganske vidst dyrere, skal skiftes oftere, men så kan man hele tiden se hvor man står, mht. tæring!! Og hvad gjorde jeg så selv, da der kom extra side stag på formasten på Trinidad og på agtermasten på Tahiti, er der nogen der vil vide. Jeg brugte flexibel rustfri wire med wireklemmer af den type der næsten ikke nedsætter wirens brudstyrke og som man selv kan montere og siden åbne med en umbraconøgle, hvis man vil inspicere wiren. Og da der nu er to wirer der viser forefter, til siderne og agter efter på begge master sover jeg meget bedre om natten. !

 

 I stormens øje. Efterhånden havde jeg været på Rarotonga i mere end en måned, og det var på tide at komme videre. Og vejrforholdene så også rimelige ud. Et døgn efter afgang skulle der være et lille lavtryk på vej ØSØ ca 60 sm N for Aitutaki, og jeg skulle være lidt SV for Aitutaki på en NNV-lig kurs. Lavtrykket ville så gi’ et extra pust fra SØ, så det skulle være fint nok. Jeg kom afsted sidst på eftermiddagen, og om natten var der meget svag vind, men jeg skulle jo heller ikke for tæt på det lavtryk, så det var godt nok. Næste dag kom der fin vind fra Ø, og det gik fint fremad. Om aftenen blev den NØ, og den blev også kraftigere. Det var ikke helt efter planen.

 Så jeg måtte mindske sejl og lagde kursen mere mod vest. Ja, så måtte lavtrykket åbenbart ha’ sat hastigheden ned, og var ikke kommet så langt som det skulle. Der var ikke mange timer til at tænke over situationen, for efter et par timer gik vinden i Nord og blev meget kraftig. Så var jeg godt klar over at centret lå stik V for mig. Og centret havde altså også taget en lidt sydligere kurs. Vinden var nok godt 40 knots (vindmåler i udu !), og for en sikkerheds skyld havde jeg rullet alle sejl ind. Det regnede, men der var så meget skum på bølgerne, at man kunne se alt. Det var et betagende syn, men jeg havde svært ved at nyde synet, da jeg jo ikke viste, hvor meget mere det ville blæse. Nu kom bølgerne også fra S, så sammen med dem fra N, hoppede og dansede skibet - og så, pludselig, faldt vinden væk ! Det blev skibets bevægelser ikke roligere af, men nu viste jeg da, at det ikke blev værre, og kunne se lidt roligere på situationen. Det havde jo ikke blæst så længe, så bølgerne var ikke store, men meget krabbe, og de brækkede hele tiden. Det var et flot syn. Trykket var 1009 mb, nøjagtig som det havde været de sidste 3 døgn. Og lidt efter kom stormen bragende fra S. Det var muligt at holde skibets stævn mod Nord med maskinen, og efterhånden blev de nordlige bølger jævnet noget af de sydlige, og efter nogen tid, kunne jeg sætte et lille forsigtigt sejl, selv om vinden stadig var hård fra syd, bare for at stabilisere lidt. Efter yderligere et par timer var vinden næsten normal og rejsen kunne fortsætte.



E-mail 12. januar 2007 En Fisk ! Kling sagde det, og jeg loeb op paa daekket. Therese var allerede igang med at maerke paa linen - joh den var go' nok. Jeg mente vi lige skulle la' et par minutter gaa da der var meget traek paa linen. 5 minutter senere kalte vi pa de andre gaster. Efter yderligere 5 min. var den stadig ikke traet ! og efter yderligere en halv time trak den stadig gevaldigt, men nu begyndte Mette at hale linen frem over daekket saa fisken kom naermere baaden. Og om jeg begriber hvordan et saadant dyr kan slaa bak med de finner, naa men til sidst kunne Torben gaffe fisken, men kunne ikke loefte den om bord !! - og han er ellers over 2 meter hoej og ret atletisk - men saa hev jeg i linen samtidig med at torben hev i stangen og op kom den. Vi slog en lykke om halen efter at Therese havde givet den en "dram" saa den var helt rolig. Vi antog den vejede 60 - 70 kg, det var en yellow finn tun, det bedste man overhovedet kan faa.



 1. rejsebrev fra 21/12 – 06 Kaere Alle Vi ankom til Majuro (hovedoeen blandt Marshaloerne) igen i dag torsdag den 21, for at hente reservedele. (Vi er 11 timer foran DK-tid.) Siden vi sidst staevnede ud fra Majuro for 10 dage siden har vi vaeret ude og opleve tropiske paradiser langt vaek fra vestlig civilisation. Vi sejlede den 11. Og den 13. dukkede der en ny oe op, som vi besluttede at tage ind og kigge naermere paa. De foerste der blev sendt ud paa ekspedition var vi tre gaster: Torben (44), Mette (24) og undertegnede (32, hvis I skulle vaere i tvivl). Dejlig oe med kokospalmer og 5 beboere: et aeldre og et yngre aegtepar samt en dreng paa 2. Vi kom tilbage og aflagde rapport til skipper, Niels (65) og skippers kone, Lone (64). Og saa kunne det nok vaere at der kom fut i fejemoejet. En tilfaeldig bemaerkning fra Torbens side om at det var Lucia dag, fik Lone og jeg til at arrangere det helt store. Der er helt bestemt en ting Lone og jeg kan blive enige om, man skal ikke lade nogen som helst lejlighed til fest gaa forbi sig. Saa vi forberedte mad, fandt et hvidt lagen og klippede hul, fandt lommelygter og udnaevnte Mette til Lucia brud (hun tog det vist meget paent). Med alt udstyr klar tog hele besaetningen fra Celtic Avenger ind paa oen, for nu skulle vi have Lucia Fest. Jeg er helt overbevist om at det er foerst...og nok ogsaa sidste gang at beboerne opleve den smukke skandinaviske Lucia-tradition. Skoenhed er maaske ikke lige det foerste ord der falder en for, naar man skal beskrive denne Lucia procession bestaaende af tre kvinder i sommertoej og lommelygter, vandrende rundt om de hoefligt smilende beboere paa oeen, men mindevaerdigt tror jeg godt man kan kalde det. Hvis jeg selv skal sige det: stor stor succes!! Naeste sejlads var haard for de tre gaster. Alle blev soesyge. Selv fandt jeg mig i den situation at maatte haenge ud over soegelaenderet og dele mit mave indhold med det store hav. Mette og Torben er ellers erfarne kapsejlere fra Aarhus, saa isaer Torben syntes han satte sin aere paa spil, ved at indroemme, at han vist var lidt skidt. Skipper og skippers kone opfoerte sig som om intet var haendt. Skippers kone bagte tilmed broed. Respekt! Den 15. ankom vi til oen Aorak. 100 beboere, hvoraf 50 er boern. Meget meget venlige og imoedekommende. Der er ingen el, rindende vand eller andre bekvemmeligheder - kun en enkelt radiomast, saa man kan tale med hinanden paa radioen...og ikke mindst lytte med paa, hvad resten af befolkningen i landet taler om. Fantastisk underholdning, naar man er paa en kokospalmeoe i Stillehavet. Inviterede den amerikanske laererinde ud paa mad. 23 aar og frivillig her et aar. Hun var godt nok kommet langt vaek hjemmefra. I de 4 maaneder hun havde vaeret der, havde hun ikke set andre udlaendinge. Hoevdingen paa oen var midlertidig bortrejst, idet han skulle have amputeret den ene fod paa hospitalet paa Majuro, men de ventede ham naar som helst og gik og gjorde rent paa oeen og forberedte til det store festmaaltid, de skulle have, naar han kom. Anden aften vi var der, gik vi paa jagt med laegen efter hummere. Her ville den medicinstuderende Mette nok foretraekke at jeg brugte et par " . Paa hver oe har regeringen bestemt at der skal vaere en "laege", som kan give plaster paa, tjekke om noget er braekket og give nogle smertestillende piller, inden han sender dem videre til hospitalet paa Majuro. Desvaerre fik vi ingen held med at fange hummere. Man kunne ane laegens forlegenhed, saa det endte med at vi brugte flere timer ude paa revet, hvorefter han forsoegte at fange kokoskrabber inde paa land, ogsaa uden held. Da vi endelig fik fortalt ham at det ikke gjorde noget, hvis vi ikke fangede noget, indvilgede han til sidst i at gaa hjem. Paa vej hjem fangede han et par smaafisk, som en lille kompensation for at vi havde givet ham ris og batterier. Stoerre fangstlykke havde vi ude paa Celtic Avenger. Torben, der til daglig er it-udviklingschef i et stoerre dansk teleselskab, tager en gang om aaret ud og lever "the wild life". Dvs. klatrer paa et bjerg, koerer paa hundeslaede, dykker, hanglider osv. Torben: he man og jaeger. Det foerste bytte han havde udset sig tog det en uge at faa indfanget, men saa var hun der ogsaa, den soede Mette. Den naeste fangst han kunne bryste sig af var en nurse haj. Vi fik den op paa daek, skipper gav den en rom, skippers kone slog den ud med en hammer og Mette skar den op. Man kunne se hun havde haandelaget. Hun sagde ogsaa at det mindede hende lidt om naar de oevede sig i at skaere i arme og ben, preserveret i formaldehyd, paa medicinstudiet. Jeg fik rollen som kok. Da Lone og jeg er de eneste, der kan lide lever paa baaden, gav det anledning til endnu en fest. Lone og jeg klaedte os fint paa og havde "Babettes Gaestebud", som Lone sagde. Jeg tilberedrte en syv retters menu: hajlever tilberedt paa syv forskellige maader, og middagen tog timer. Vi sad og havde det kongeligt. De andre kunne vaere med paa hajboeffer og om aftenen tilberedte jeg en hajsuppe. Det med at jeg er skibskok paa Celtic Avenger er vist mere eller mindre vedtaget, da de oevrige gaster ikke har haft saa stor held ud i det kulinariske; braendt bacon og eksploderet fisk i mikroboelgeovnen, skaber ikke den samme stemning, som naar jeg fx serverer toerrede frugter i rom, flamberet og karameliseret i honning, serveret med den youghurt som skippers kone selv laver hver dag ud af maelkepulver. Se det er luksus paa Celtic Avenger. Da jeg lavede hajsuppe, spurgte Mette mig, hvordan jeg kunne lave det uden opskrift. Hun saa meget maerkelig ud i ansigtet, da jeg sagde: "Jeg lytter, jeg lytter til suppen, og saa kommer inspirationen, saa ved jeg lige hvad der skal i." Hoe Hoe, saa fik hun noget at taenke over. Eller saa er det roeget helt ud igen, fordi det ikke rigtig passede paa en af hendes naturvidenskabelige hylder. Paa vej tilbage til Majuro var jeg ikke soesyg. Hurra hurra, det tegner jo lyst for min videre faerd paa havet. Foeler mig lidt som en soemand nu. I maa alle have en glaedelig jul og et godt nytaar. Mange kaerlige hilsner Therese 2.

Rejsebrev fra 5/1 -07

Kaere Alle Saa er jeg naaet frem til et sted, hvor internet er tilgaengeligt. Sidder paa Kosrae National Telecommunication Center. Haaber I havde en dejlig jul og et godt nytaar. Begge hoejtider tilbragte jeg til soes, saa jeg regner med at Dronning Margrethe betaenkte mig i sin nytaarstale: "...en hilsen til soens folk.." Celtic Avenger tog fra Majuro den 23. december. Med lidt held kunne vi naa frem til Jaluit atol (Marshall-oerne) den 24., og fejre jul der, men blev forsinket en dag, fordi der ikke var nogen vind. Den 24. om aftenen var der til gengaeld meget vind, saa julemiddagen bestod af det forhaandenvaerende, der ikke kunne blaese vaek: en daase tun, en selleri og et aeble pr mand. Juleaften: Skippers kone raaber irriteret nede fra kabyssen (koekkenet) til Skipper om han da for fanden ikke kan sejle en ordentlig kurs. Hendes boller er ved at blive ryge ud af ovnen, fordi vi kraenger saa meget. Han kommer ned: " Jamen kaere, vi skal jo sydover. Det ved hun selvfoelgelig godt, men de aftaler alligevel, at vi kan vaere ude af kurs den naeste halve time, saa bollerne kan bage faerdig, uden at blive klasket op af ovnlugen. Julenat sidder jeg alene paa vagt. Kigger paa stjerner. Orion lysende klar paa bagbords side (venstre) og nymaanen til styrbord. Himlen stor og maegtig. Det samme kan man sige om havet, og jeg istemmer "Dejlig er Jorden". Lidt efter svarer himlen med trompet og traekbasun. Og sammen giver vi den hele armen. Synger og trutter, saa det gjalder ud i Julenatten. Tidlig Julemorgen har vi held med fiskeriet. Jeg varskoer resten af baaden. Herefter en sej kamp mand og fisk imellem paa naesten en time. Det er en kaempe tun paa 70-80 kg, og "the he man", Torben, faar bragt den ombord. Sikken en julegave! Resten af dagen spiser vi tun paa alle taenkelige maader: raamarineret, stegt, sushi... Skippers kone og jeg faar et praegtigt morgenmaaltid bestaaende af stegt lever, og da det er en han, de to kirtler med maelk. (For de langsomme er der her tale om tunnosser). Maelken er laekker cremet, og toerrrede aebler giver en god syrlig kontrast. Kaster lidt tun ud over haekken (bagenden af baaden) og mumler en boen paa sanskrit (oldindisk). I tilfaelde af at havet ikke forstaar sanskrit, siger jeg ogsaa lige: "Tusind tak for julegaven." Kigger paa de store rullende boelger bag baaden, og det er som hun siger: "Ingen aarsag." Den 25. naar vi frem til Jaluit og forberedelserne til en forskudt juleaften forstaar. Vi har to aender. Skippers kone steger den ene i ovnen, mens jeg skal stege en paa den lille gasgrill. Anden kan naesten ikke vaere der, og der gaar ikke mange minutter foer end fedtet fra den antaender hele herligheden.Faar kvalt ilden, men fuglen er blevet helt sort og forkullet paa den ene side. Skipper, som ellers tager sig en lur er straks oven daek. Han og baad har et symbiotisk forhold. Som en mor med sin nyfoedte baby, vaagener han ved enhver uregelmaessighed, der kunne true baaden. Proever at beherske mig, men er i "det roede felt". Kan man vaere andet, naar man lige har braendt juleanden af? Heldigvis er Skipper vandt til at omgaas en temperamentsfuld kvinde, saa han ved lige, hvad man skal sige naar kogekunsten gaar ad haekkenfelt til. I faellesskab besigtiger vi den forkullede underside, mens han bliver ved med at sige: "Naah, jamen det er da ikke saa galt." Skippers kone har laest i en kogebog fra Caribien, at kokken skal huske at tage sig en rom. Vi lader for et oejeblik julemiddag vaere julemiddag, tager en drink og kigger lidt paa palmerne og det azurblaa vand. Moede med lokalbefolkningen paa Jaluit: Torben, Mette og jeg er igen fortrop og tager ind paa oen, vi ligger ved. Jeg kommer i snak med en mand midt i 30'erne, der viser sig at vaere oens skolelaerer. Han er skolelaerer 1. okt. til 1. april, mens han gaar paa college de andre seks maaneder af aaret. Boernene gaar altsaa kun i skole halvdelen af aaret. Jeg er ikke kommet saerligt langt i mine amatoer-antropologiske spoergsmaal, foerend han spoerger: "Do you have a boyfriend?" Jeg smiler og taenker: Toev lige en kende, makker. Hvis du boed paa en veltempereret Chianti, satte en af Beethovens strygekvartetter paa rejsegrammofonen og trak et flosset eksemplar af Hemmingways "Den gamle mand og havet" ud af reolen, og spurgte til min mening om den, saa kunne jeg maaske overveje et naermere bekendtskab. Du kunne vaere Denys og jeg din Karen Blixen, mens vi taetomslyngede dansede foran din palmebladshytte i solnedgangens skaer. Men saadan forholder det sig ikke. Skolelaeren foerer mig dog om bag sin hytte for at vise mig oens eneste limetrae - hans limetrae. Han tager en pind og rager saa mange lime ned, som jeg kan baere i min nederdel. I et sideblik strejfer han de bare knae, der er kommet til syne efter at jeg har samlet limefrugterne. Skynder mig at finde Torben og Mette, der er ved at slaa en god handel af med en af de lokale: en meterhoej klase bananer for en pakke cigaretter. Mange kaerlige hilsner Therese

3. rejsebrev (fra 5/1 – 07)

Kaere Alle Turen fra Jaluit til den foerste stat i Mikronesien, Kosrae (udtales Kosjai), var bestemt til at vare fire dage, men tog seks. Ikke en sejltur jeg vil mindes med behag. Ingen vind, store doenninger, saa baaden rullede fra side til side (for det meste 30 grader, men til tider 60 graders haeldning til hver side, masser af byger, der positivt nok gav vind, men som saa forsvandt, naar det voldsomme regnvejr var holdt op. Koerte med fire timers vagter, to og to. Skippers kone og jeg sammen og de nyforelskede paa det andet hold, mens skipper var bagvagt hele doegnet. Saa fire timers vagt, fire timers hvile hele doegnet. Den medicinstuderende (Mette) og jeg delte mine soesygepiller. Da de slap op, fandt hun sine egne. Skipper fandt nogle soesygepiller til mig fra Paraguay, udloebet for nogle aar siden, men de virkede nu meget godt. Efter at have spist dem et par dage, laeste den medicinstuderende paa dem og underrettede mig om, at der var tale om b-vitamin tilsat kalk. Blev ved med at spise dem for laegevidenskab eller ej, de virkede jo paa mig. Desvaerre for Torben, staar der aabenbart i aereskodekset for He men, at de ikke maa spise soesygepiller. Det er ikke noget rigtige maend goer, forstaar I nok. Torben var soesyg fem ud af seks doegn. Han tog det paent, fortrak ikke en mine og sov meget. Man fornemmede hurtigt, at man ikke skulle spoerge til hans helbred. Da Skippers kone paa fjerdedagen alligevel goer det, er forklaringen influenza. Skippers kone fortaeller om dengang de reddede nogle fiskere ud for Trinidad. Baaden var kaentret og de var drevet langt til havs. Hun og Skipper reddede dem og sejlede dem tilbage til deres landsby. Glaeden var stor for alle troede fiskerne doede. Dagen efter ankomsten var der den aarlige velsignelse af havet, saa Gud kunne blive ved med at give dem fisk. Pateren kom med roegelseskar og i fuld pater-mondering. Skipperparret fra Celtic Avenger fik lov at komme med ud paa hans lille baad, hvor han skulle velsigne havet. Da det var overstaaet spurgte de om han ikke ville med ud til deres baad. Saa han entrede deres baad og gik rundt og velsignede det hele. Det kunne han jo lige saa godt, naar han var der. Og saa er det Lone griner hendes dybe karakteristiske naesten raabende latter:" HA HA HA og saa gik han ind paa lokummet med roegelseskar og det hele og velsignede lokummet HA HA HA." Jeg lover, at jeg nok skal taenke paa det naeste gang, jeg saetter mig. Nytaar afholder vi som sagt paa soen. Skippers kone og jeg tager os en dans i salonen, udfordrende naar baaden vipper saa meget. Kl 24 drikker vi champagne og synger Vaer Velkommen Herrens Aar. De andre gaar i seng og saa er der Lone og jeg tilbage paa vores saedvanlige vagt. Jeg begynder at fortaelle hende mine historier akkompagneret af et skumsproejt eller to fra Stillehavet, og det er et sultent publikum jeg har faaet mig. Hun lytter, ler og naar historien er slut er der et oejebliks tavshed foerend hun vil vide, hvordan det videre gik med dem jeg fortaeller om. Herefter siger hun: "Kan du flere?" Jeg maa svare bekraeftende og fortaeller og fortaeller til vagten slutter klokken fire, men saa har historiefortaelleren saa sandelig ogsaa fortjent sine fire timers soevn foer naeste vagt. Ankomst til Kosrae: Kort efter ankomsten til Kosrae kommer veterinaermyndighederne ud paa baaden. Deres repraesentant fremtraeder venlig og proffessionelt og beklager at han maa konfiskere vores frugt, fordi de vil forhindre en bestemt frugtflue i at komme ind i landet. Da alt formelt er ordnet smiler han meget varmt og direkte til mig, hvorefter han spoerger om jeg kan lide Kosrae. Jeg er lige ankommet, har ikke det store indtryk, men mener nok det er bedst at svare hoefligt og bekraeftende. Han ser igen meget direkte paa mig og siger: "So why don't you stay here at Kosrae and let those guys sail?" Og saa smiler han saa stort at oejnene traekkes op i to skraa streger og hans japanske roedder traeder tydeligt frem. (Japan befriede Kosrae fra tyskerne efter 1. Verdenskrig og var her til amerikanerne befriede Kosrae fra japanerne efter 2. Verdenskrig. Storpolitik er en sjov stoerrelse.) Skippers kone er ikke sen til paa staaende fod at arrangere en fest paa baaden, hvor Roland, vetrinaer-manden, er en af de saerligt indbudte. "Man maa jo hjaelpe, hvor man kan", siger hun skaelmsk, da Torben har sejlet Roland ind til land igen i vores gummibaad. Har vaeret rundt at kigge paa Kosrae - en frodig oe, med mangrove, bananpalmer, sukkerroer, alle former for citrusfrugttraer og et vaeld af hibiscusblomster. Befolkningen meget smilende og af og til er man saa heldig at stoede ind i en der kan lidt mere engelsk end de fleste, saa man kan faa sig en laengere snak. I gaar var jeg ude paa et lille cruise i en dykkerbaad med de amerikanere, der er paa oen og tre japanere. I alt var vi 12. Japanerne er udstationerede laerere under organisationen Peace Corps. Deres kontrakt loeber i to aar. Utroligt hyggeligt, og fedt for mig at faa stimuleret min hang til selskabsliv, ved at mingle med amerikanere og japanere over sushi, snacks, chokolademuffins og oel. Jeg var den eneste fra Celtic Avenger paa den tur. Skipper og Skippers kone skulle passe paa baaden, mens Torben og Mette skulle holde i haand et eller andet uspecificeret sted paa oen. I maa hygge jer alle sammen. Kaerlige knus og hilsner fra Therese

4. rejsebrev fra 13/1 – 07

Kaere Alle Nu har jeg vaeret lidt over en uge paa Kosrae, og jeg forlader dette frodige sted i morgen. Hver morgen naar jeg sidder og faar min morgenkaffe paa daekket kigger jeg over mod "The sleeping lady", som er en raekke groenne bjerge, der tilsammen skaber aftegningerne af en sovende kvinde: ansigt, bryster, haenderne foldet paa maven og de let boejede knae. Historien er, at kvinden her havde gjort guderne vrede, og derfor blev hun lagt ved Kosrae i en evighedens soevn. Kvinden menstruerede da dette skete, saa derfor er jorden roed, og i gamle dage plejede folk paa Kosrae at sejle deres kanoer hen til den sovende kvinde og male deres kanoer med hendes roede jord. Det er en af de gamle historier som stadig huskes her paa Kosrae ellers er meget gaaet tabt af den oprindelige kultur, da missionaererne kom i slutningen af 1800-tallet. Kontakten med europaerere medfoerte en stor doedelighed blandt de oprindelige beboere her, fordi deres immunsystem ikke kendte influenza. Missionaererne fortalte den oprindelige befolkning at Gud ville skaane dem, hvis de blev omvendt. Da der var 300 tilbage, var de ikke svaere at overtale. Herefter blev al oprindelig kultur i Kosrae forbudt. Og i dag er oen praeget af en staerk kristen kultur. Kristendommen her har dog ogsaa medfoert en masse korsang. Alle paa oen er med i et kor. Var i kirke sidste soendag. Det meste af den to timer lange gudstjeneste gik med at otte forskellige kor, med toej i hver deres farve, stillede sig op i kirken og sang. I dag, loerdag, har jeg vaeret med til en kombineret forsinket julekomsammen for en stor familie paa 500 mennesker + fejring af at en af familiemedlemmerne lige er blevet meldt ind i kongressen (bestaaende af 7 medlemmer). Kosrae er en selvstaendig stat i Mikronesien, tilknyttet USA, med deres egen lille regering og en Govenoer som oeverste kransekagefigur (7700 indbyggere). Naa tilbage til festen. I gaar aftes hjalp jeg med at lave mad til denne fest, som skulle holdes af Sigrah-familien, efterkommere af den sidste konge paa Kosrae. Foer jeg fik set mig om blev jeg ogsaa indrulleret i familiens kor, og vi oevede paa sang og de forskellige formationer vi skulle danne i flere timer. Jeg vil helst ikke hoeres i kosraisk, naar jeg kommer hjem, men til lejligheden blev mit kosraiske ret godt - bortset fra jeg ikke aner hvad jeg sang om. I dag moedte alle i familien op og de 11 grene i familien havde hver et kor, og hver deres farve De laante mig en kjole, saa jeg kunne passe ind. 11 kor er noget der tager lang tid, flere timer, og det er noget man som europaeisk, australsk, amerikansk turist lige skal vaenne sig til (folkene paa de fem lystbaade i havnen var inviteret). Det gaar ikke hurtigt. Vi har god tid. Det hjaelper absolut at vaere med i stedet for bare sidde og kigge. Bagefter var der en overdaadig buffet. Alle fik en flettet skaal af palmeblade (ca 50 cm lang), og det var uhoeffeligt ikke at fylde den helt op. Herefter spiste folk, og tog det med hjem de ikke kunne spise, og der var almindelig opbrud - en fest fra 10 om formiddagen til 4 om eftermiddagen. For nogle dage siden var jeg paa guided kano-tur i mangroven. Vi havde hyret Tadao, en gammel historiefortaeller, der foerte os rundt i en udriggerkano, han selv havde bygget. Han viste os blandt andet en busk som man brugte til medicin i gamle dage. Buskens hvide blomster er halve. Det er som om man har glemt at lave blomsten faerdig, men forklaringen er som foelger: Der var en gang en ung kvinde og en ung mand. De var meget forelskede i hinanden, men foraeldrene ville ikke have at de blev gift. De unge naegtede at foelge deres foraeldre, men saa blev foraeldrene saa vrede paa dem, at de forvandlede dem til en busk. Derfor de to halve blomster. Hver gang man plukker to og foerer dem sammen, har man forenet de elskende. To andre elskende er det nyforelskede par paa Celtic Avenger, som man ikke ser meget til. Nu er et job kommet paa tvaers af lykken. It development manager, Torben, som har faaet en "ferie" (mao fyret) fra sit ellers hoejtbetalte job i telekommunikationssektoren har faaet et nyt job. De har ringet ud til os paa satelitelefonen ude paa Stillehavet. Ja der kan man bare se. Torben forlader derfor skuden i Pohnpei, vores naeste destination, og hvad Mette goer er endnu uvist. Lige nu foeler hun i hvert fald det er umenneskeligt haardt at fortsaette uden Torben. I maa alle have det godt. Kaerlige hilsner Therese

5. rejsebrev fra 23/1 -07

Kaere Alle Celtic Avenger har nu vaeret en lille uges tid paa Pohnpei, og i dag har vi sagt farvel til Torben. Resten af mandskabet sejler ud paa et 10-14 dages straek i morgen. Pohnpei er hovedsaede i det samlede Mikronesien, som bestaar af de fire stater Kosrae, Pohnpei, Chuuk og Yap. Oven i det hoerer Mikronesien under USA. Pohnpei baerer praeg af store droemme fra udenlandske investorer, som ofte ikke rigtig er blevet til noget. Fra vores baad kan man se et kaempestort forfaldent hotel. En dag gik Lone og jeg derind. Ned ad en hoejt svungen hvid trappe, der foerte til et stort dansegulv med store panoramavinduer ud mod bugten. Alt var meget forfaldent. Vi gik videre og kom ind i et stort lokale med en bar. Her sad nogle maend og noed en eftermiddagsoel, australier og amerikanere. Vi kom i snak med dem, og de havde alle vaeret her 20-30 aar. Bestyreren af baren, en australier, havde giftet sig med praesidentens datter for ca. 30 aar siden. Japanske investorer var begyndt at bygge dette hotel paa praesidentens jord (udlaendinge kan ikke eje jord her, saa de bliver noedt til at samarbejde med lokale), saa doede praesidenten af et hjertestop og alt gik i staa. Disse maend i et forfaldent hotel, en soevnig eftermiddag var ikke vant til to danske kvinder, som var meget fremme i skoene. Der gik ikke lang tid foer end Lone og jeg begyndte at svinge dansebenene, og vi startede en lille selvbestaltet dansefest ude blandt de to poolborde. Da maendene havde sundet sig lidt, syntes de faktisk det var meget sjovt, og hver gang Lone og jeg gik tilbage til baren efter noget vand, stod der ogsaa en lille diskret drink fra en af de oestrandede maend. Det gjorde bare dansen mere vild og inciterende, og vi naaede punktet, hvor de soevnige maend ikke var saa soevnige laengere, men klappede og hujede. Lone og jeg blev ved i flere timer og vores tilstaedevaerelse rygtedes, saa der kom flere og flere kunder. Hen paa aftenen var Skipper alligevel begyndt at undre sig over hvor vi var. Han var taget i land, og han behoevede kun at spoerge sig for een gang. Alle vidste at en gammel og en ung kvinde havde gang i et danseshow paa Rusty. For de unge elskende paa Celtic Avenger kalder manglen paa turister blot paa romantiske aftener i restauranten ved siden af Rusty. Der er god service, naar man er de eneste kunder. Efter middagen med kig ud over vandet, behoever et nyforelsket par ikke andre end hinanden, naar de skal danse i skaeret af maaneskinnet og de blinkende, kuloerte lamper paa dansegulvet. Der er een anden dansker her paa oeen. Han kom hertil for 18 aar siden med fire fiskerbaade, som den danske stat havde givet som ulandshjaelp. Han skulle laere de lokale at fiske. Lutter gode intentioner, men i dag ligger fiskebaadene ubrugte hen. De danske og mikronesiske myndigheder kunne ikke samarbejde. En korrupt mikronesisk politiker skraellede baadene for udstyr og solgte det. Hm... Thomas, som han hedder, blev gift med en lokal, hun forlod ham, han proevede at drikke sig ihjel, det lykkedes ikke, og i dag er han alenefar med to boern. Vi havde ham til middag ude paa baaden i gaar. Meget behagelig og beleven mand, der selvfoelgelig er maerket af et haardt liv. Han er 59, men ser meget aeldre ud. I dag er han assistent for dyrelaegen, som kommer her en gang om maaneden, og saa opfinder han koekkenmaskiner til restauranter og storkoekkener. Jeg har ikke fornemmelsen af, at der er den store profit i det herude. I maa alle have det godt. Mange kaerlige hilsner fra Therese

6. rejsebrev fra 24/1 -07

Kaere Alle Afrejsen er udsat en dag pga. tekniske problemer. Men nu er det saa godt som sikkert, at vi rejser i morgen. Det er det man bliver noedt til at vaenne sig til ved at rejse paa denne maade og i dette omraade: ting tager tid! Hvad vi ikke naar i dag, naar vi maaske i morgen. De to store tidsslugere er tekniske problemer paa baaden og lokale myndigheder. Det tog os tre dage, da vi kom her, at faa den noedvendige tilladelse til at vaere legalt her i staten. Mama mia! Man tager sig til hovedet. Da vi kom i havn skulle vi baade tjekkes af havnemyndighederne, veterinaermyndighederne, sundhedsmyndighederne, toldmyndighhederne og immigrationsmyndighederne. Immigrationsmyndighederne var svaere at danse med. Den tredje dag troppede vi alle op paa deres kontor og fortalte dem, at nu maatte de gerne snart komme ud paa vores baad, saa vi kunne komme videre i teksten. En stor tyk betjent og hans underordnede med et daarligt oeje havde ikke til sinds at vaere behjaelpelige, men der havde de gjort regning uden vaert. De havde endnu ikke moedt Skippers kone, naar hun folder sig ud med et temperament, der kan faa sejlene paa enhver skonnert til at staa ret. Heldigvis var Skipper der til at gyde olie paa vandene, og dette bad cop/good cop-princip saa ud til at virke. De to maend kom ud paa vores baad blev budt paa lemonade, vi udfyldte de noedvendige papirer og endelig behoevede vi ikke laengere at gaa rundt paa oeen og vaere illegalt i landet. Pohnpei har et kaempemaessigt fortidsminde: Nan Madol. En stor by bygget ca. 500 - 1450 e.Kr. I dag er det meste under vand. Den dag i dag er det stadigt et mysterium, hvordan man fik fragtet de kaempemaessige basaltsten (lava), hvoraf nogen vejer op til 20 ton, til Pohnpei. De lokale mener, at de to broedre som herskede her, havde saa staerke magiske kraefter at de byggede Nan Madol paa en maaned. Et andet mysterium som hviler over Nan Madol er et besynderligt doedsfald i 1907. Den tyske guvenoer bistod ved udgravningen af kongegravene her. Han tog nogle smykker fra en af gravene. Naeste dag var han doed. Han havde forstyret gravfreden, og det goer man ikke ustraffet. Skibet der fragtede smykkerne til et museum i Tyskland gik ned i en tyfon. At fortiden er indvaevet i en moderne nutid fandt jeg ud af den anden dag, da jeg kom i snak med en lokal mand. Han fortalte mig, han havde en aaledam. Uden at taenke mig om spoerger jeg: "Spiser du dem?" Han saa helt forkert ud i ansigtet, og saa huskede jeg, at jeg havde laest at aal her paa Pohnpei er hellige. Da han havde sundet sig, sagde han meget roligt og bestemt: "Nej, man spiser ikke sin familie. Vores klan nedstammer fra aalene, og jeg har overtaget hvervet efter min bedstefar med at passe paa vore forfaedre." Sakau var en drik man foerhen kun noed ved specielle ceremonier, hvorved man kunne komme i kontakt med aanderne. I dag er der sakau-barer alle steder, og mange tager en sakau-drink paa vej hjem fra arbejde. Sakau laves af roden fra pebberplanten. Drikken er brun og slimet og smager mest af bark og graes. Til en ceremoni skal man drikke fire gange af den halve kokosskal, som bliver budt en. Til hver af de fire gange, man drikker sakauen, hoerer der en bestemt boen (chant). Vi var ikke til nogen ceremoni, men skulle bare proeve det. Lone og Niels nippede kun, mens jeg da syntes, man skulle drikke hele den skaal, man fik. Herefter kunne jeg goere mine egne private studier af, hvordan sakau virker. Foerst af alt bliver tungen foelelsesloes, herefter hele mundomraadet. Kinderne begynder ogsaa at faa en prikkende fornemmelse. Al stoej i din tankevirksomhed forsvinder. Der bliver pludseligt saa stille. Al vilje til fremdrift, handlekraft og beslutsomhed forsvinder. Alt er som det skal vaere og verden opfattes meget enkel og klar. Man er fuld bevidst, ikke taaget eller sloeret paa nogen maade. Jeg kan godt forestille mig, at man efter fire skaale sakau kan komme til et meget stille sted, hvor aanderne bor. Vores danske ven, Thomas, fremhaevede det store minus, ved den tiltagende brug af sakau paa Pohnpei. Der er flere og flere som ikke laver noget. Indtagelsen af sakau kan ses paa bruttonationalproduktet. Al trang til manifestation af konkrete projekter forsvinder som sagt ved indtagelsen af denne "gudedrik". I maa alle have det godt. Mange kaerlige hilsner Therese

7. rejsebrev fra 11/2 – 07

Kaere Alle Ankom den 9. til Yap, den vestligste stat af de fire stater i FSM (Federated States of Micronesia). Fra Pohnpei sejlede vi i fem dage til oen Puluwat. Var seks dage paa Puluwat. Herefter seks dage til soes foer ankomst Yap. Da vi forlod Pohnpei skulle vi igen "samarbejde" med immigrationsmyndighederne. Denne gang gik det dog bedre. De lod os kun vente to timer for at vi kunne faa vores stempler i passene, saa vi lovlydigt kunne forlade staten. Set i Pohnpei-perspektiv er to timers venten ingenting i forhold til de tre dage vi skulle vente da vi kom ind i landet. Mette, Lone og jeg brugte noget af ventetiden til at inspicere et japansk skoleskib - et kaempemaessigt, topmoderne staalskib. Overstyrmand Akira viste os rundt. (Ikke at forveksle med den aarhusianske imam, Akari, der har den tvivlsomme aere at kunne indskrivne sig i danmarkshistorien som en af noeglepersonerne i Muhammedkrisen). Akira fortalte hvordan skibet tjente som baade soefartsskole for kommende styrmaend og uddannelsecenter for kommende hav- og marinebiologer. Skibet sejlede tre maaneder ad gangen, hvorefter det vendte hjem til Japan efter et nyt hold studerende, der skulle i praktik. Akira fortaeller om en gang de var ved Antarktis og boelgerne var 20 meter hoeje. Mange af de studerende er bange og sidder stille forsamlet i faellesstuerne, undtagen en fyr. Akira gaar ind til ham paa hans kammer. Den unge fyr er i gang med at laese sin yndlingsbog, for skulle han doe nu ville han altsaa doe lykkelig, midt i et rigtig godt kapitel. Og saa ler Akira saa latteren klukker fra hele hans krop. Og jeg ler med for historien kildrer min sans for det teatralske og tragikomiske. Efter fem dages sejllads fra Pohnpei ankrer vi op ved en lille atol, Puluwat, der hoerer til Chuuk. Paa Puluwat bor der ca. 500 mennesker, der er ingen stroem eller rindende vand, men de ser ud til at klare sig fortrinligt uden. Der kommer et skib til oen hver, hver anden maaned. Man kan aldrig helt vide om det kommer denne eller naeste maaaned. Paa Puluwat bliver der bygget udriggerkanoer paa livet loes, og maendene tager ud at fiske fra dem. Maendenes paaklaedning er et klaede i en staerk farve bundet naermest som man ser sumubrydere i Japan. Den slanke linje er ikke noget man dyrker her. De fleste har store tykke maver, saa naar man ser dem sidde ned paa raekke i skraedderstilling ligner de en raekke store buddhaer. Her har de en tradition for navigation - ikke med kompas, gps eller andet fikkumdik. Nej nej her navigerer man efter stjernene, solen og boelgernes bevaegelser. Maendene paa Puluwat er kommet vidt omkring. Det laengste er nok de ca. 1000 km der er til Guam, en stor oe, nord for Puluwat. Den stoerste aere her er at blive navigatoer. Hvis man er god, kan man maaske opnaa det efter et helt livs traening. Efter et par dage ude paa det aabne hav med nu 75% kvinder om bord paa Celtic Avenger (Torben afmoenstrede som bekendt i Pohnpei) bliver paaklaedningen afslappet for at sige naesten ikke eksisterende. Sidder selv i staevnen i bar overkrop, med foedderne dinglende ud over skibssiden, med solskin til atributterne som en anden galionsfigur. Holder udkig og skraaler saa flyvefiskene flygter neden for mine foedder: "Nu gaar vaaren gennem Nyhavn." Lone er i bad paa fordaekket og Mette sidder toploes ved roret. Skipper faar sig en lur under daek. Pludselig er han vaagnet, er paa vej op paa daek, kigger sig omkring og udbryder lidt soevndrukkent: "Uh, men I er jo alle sammen noegne", hvorefter han gaar ned igen og falder i soevn paa sofaen. Et par timer efter vover han sig op paa daek igen for at faa frokost. Til alt held er kvinderne nu mere taekkelige. "Nu gaar vaaren gennem Nyhavn Fra Shanghai og til kahyt Nu har solen gule unger I hver skimlet regnvejrspyt. Alle havnens soede piger drikker foraarsguden til vi har oel i stride stroemme vi har sang og banjospil" Ankommen til Yap finder vi ud af at kodekset for anstaendig paaklaedning kan afstikke en del fra en vestlig norm. I Yap er det uhoeffeligt at vise bare laar, men tilladt at gaa rundt i byen med bare bryster. Synlige laar paafoerer oen uheld, bare bryster er der intet uheldigt ved. I maa hygge jer. Kaerlige hilsner fra Therese

9. rejsebrev fra 1/3 - 07

Kaere Alle Jeg haaber I klarer jer derhjemme med en nylig afsluttet snestorm, regn og snesjap og andre fortraedeligheder. Jeg vil med en slet skjult satanisk glaede blot kundgoere at her skinner solen, mindst 35 grader og en let brise, saa det er til at holde ud. Jeg er nu paa Palau, men lad os starte, hvor jeg slap jer sidst ved afsejlingen fra Yap. Fra Yap sejlede vi videre vest paa til en lille atol, Ngulu, som tilhoerer Yap-staten. Atollen bestaar af fire oer og er et tropisk paradis, som man ser det paa film med hvide sandstrande og palmer. En flok paa ca. 30 delfiner ledte os vejen ind i lagunen. Det var som om de ville vaere sikre paa at vi ikke stoedte paa grund paa et af de mange koralrev. Det var kun en af oerne som var beboet. Oen Ngulu. Her boede en hoevding med 10 undersaatter. Hoevdingen havde lige arvet denne atol, og han syntes det var en stor ulykke. Han havde levet og arbejdet de sidste 38 aar, siden han var 22, inde paa Yap og havde maattet efterlade kone og tre boern derinde fordi pligten kaldte. Man kan jo ikke lade hvem som helst vaere hoevding. Det skal man vaere foedt til, og det forpligter. Hoevdingens undersaatter talte Georges familie: George, kone, soen, to doetre, den ene datters to piger og tre gamle kvinder.

I gamle dage havde de vaeret ca. 100 paa oen, men nu boede de fleste inde paa Yap. Der kommer kun skib med varer til Ngulu hver 2. til 3. maaned , saa det er meget afsondret og et besoeg af fire danskere var mere end velkomment. Aldrig har jeg moedt saa gaestfrie mennesker. Hver dag vi var der, blev vi budt velkommen med blomsterkranse. Paa oen havde de fanget en kaempe skildpadde og da Mette og jeg maatte indroemme, at vi aldrig havde smagt skildpaddekoed, besluttede hoevdingen at den skulle slagtes den foelgende dag. De tre maend paa oen havde fanget skildpadden efter at den havde vaeret oppe paa deres strand for at laegge aeg. En skildpadde har en cyklus, hvor den hver sjette maaned i en periode med 10 dages interval kommer op og laegger ca. 100 aeg a fem gange. En skildpaddeslagtning kan kun foretages af hoevdingen, og den maa i princippet kun overvaages af maend. Derfor foregaar slagtningen normalt i Maendenes Hus (der hvor maendene traditionelt moedes og holder raad. Der er ogsaa et Kvindernes Hus, saa saadan er det meget koensopdelt.) Idet hele besaetningen paa Celtic Avenger selvsagt er kvinder, havde hoevdingen et lille problem, naar han nu gerne ville vise os denne slagtning, men han kaldte alle de andre hoevdinge rundt i Yap-staten fra sin radiostation, og de blev enige om at da vi var udlaendinge, saa vi kunne godt taale det. Slagtningen blev flyttet, for der kunne aabenbart ikke blive lavet om paa at Maendenes Hus kun er for maend. Hoevdingen havde en saerlig stav, nedarvet gennem generationer af hoevdinge, som han slog dyret bevidstloes med, inden han skar den op ved halsen og lod bloden flyde ned i et saerligt kar. Saa stak hoevdingen hele armen ind i skildpaddens bug og fiskede indvolde, tarme og dens aeg ud. Herefter blev skildpadden kogt hel i en jordovn. Efter en time til halvanden i ovnen blev den parteret og stykkerne blev givet til kvinderne, som lavede et maaltid vi alle samledes om: grillet skildpadde paa tallerkener af flettede palmeblade og med fingrene som "ta-toej". Vi fik en hel masse skildpaddekoed med hjem til baaden, saa det var naturligt at menuen igen stod paa skildpadde, da hele oen kom til vores baad naeste dag. Jeg havde forberedt skildpaddekoed i fire forskellige marinader, altsaa fire forskellige smagsoplevelser, og det blev praesenteret som paa en bedre restaurant. (Man behoever jo ikke saette sit lys under en skaeppe ;) Med som gave havde de nyfangne hummere og kokoskrabber - yderst delikat. Dejlig dag, hvor nogen af os kom i mere og mere loeftet stemning. Maendene fra Ngulu syntes at gaa efter devisen: Nu er der endelig noget alkohol, lad os drikke alt, hvad der bliver stillet paa bordet. Dette medfoerte at den unge soen, Fabian, ikke var saa genert mere. Og selv om hans engelske vokabularium var paa ekstremt basis-niveau, saa behoevede han ikke mange ord for at lade mig forstaa, at jeg vist havde faaet mig en fan der. Selv om man er teenager paa en naesten oede oe, saa har man det som alle andre teenagere, lidt alkohol og hormonerne flyver ud til hoejre og venstre, og der er saa meget der skal proeves. Georges kone, Maria, var knap nok blevet teenager, da hun fik sit foerste barn. George fortalte (efter indtagelse af en del vodka) om foerste gang han havde set Maria, da hun var 9 aar gammel, og med det samme var blevet forelsket i hende. Da hun blev gravid med sit foerste barn som 11-aarig blev de gift. Her sad den nu 34-aarige Maria ved siden af mig og smilede til sin mand. Mor til seks, den yngste var 12, og mormor som 26-aarig. Jeg har kun et at sige: Therese, efter lokale forhold er du langt langt bagud! I hoerer helt sikkert mere senere. Maa loebe. Skal til fest med nogle Palauianere. Kaerlige hilsner fra Therese

10. rejsebrev fra 2/3 - 07

Badetur p marquesas

Kaere alle Som I ved er jeg paa Palau. Et sted beroemt for sine smukke dykkersteder. Palau har formaaet at faa en turistvirksomhed baseret paa dykning til at blomstre. Her kommer en masse rige japanere og en del rige amerikanere. For foerste gang i tre maaneder er vi et sted der er taet paa vestlig civilisation. Tingene her er velorganiseret og de virker!!! Vi har vaeret nogle dage ude i et omraade, som hedder Rock Island - et kaempe omraade med et vaeld af smaa klippeoer. Her har jeg haft mine to foerste dyk. Vi fulgtes med en anden baad, jeg blev undervist af en meget dygtig dykker fra denne baad. To proevedyk ved en af de autoriserede dykkerfirmaer her i Palau ville koste 2400 kr. Saa der sparede jeg de penge. (Man er jo ikke jyde for ingenting ;)...Foroevrigt er det ogsaa en fantastisk oplevelse at vaere saa taet paa saa mange fisk i alle mulige fantastiske farver, se de mange former af koraller - ogsaa i et vaeld af farver. Vi moedte nogle lokale forretningsmaend i en motorbaad. De tog os paa en sightseeings-tur rundt i omraadet af alle disse oeer. Bl.a. andet kom vi til et sted de kalder Maelkevejen. Her fik vi mudderbad - hvidt mudder, eroderet fra klipperne omkring gennem millioner af aar. De fortalte at en lille flaske med 10% af denne mudder i koster 600 kr. i Japan. Vi daekkede hele kroppen med mudder - svimlende at taenke paa, hvor meget vi saa var vaerd. I gaar afholdt de samme forretningsmaend en stor afskedsfest for Mette. God mad, og da de er musikere i fritiden fik vi jammet, sunget og danset en hel del. Ja, saa kommer det. Mette tager med det planlagte fly i aften kl 19 fra Palau. Jeg bliver. Det kan jeg i hoej grad takke min eventyrlyst for, som bestemt ikke er blevet stillet efter tre maaneder til soes. Men en anden som ogsaa har vaeret medvirkende til denne beslutning er en rig, japansk kvinde, der bor paa Langelinie i Koebenhavn, som jeg aldrig har moedt. Min kaereste slog op med mig for tre uger siden. Han var flyttet tilbage til ekskonen paa Langelinie og syntes det var for kompliceret, hvis jeg ogsaa var inde i billedet.....Siden da har jeg gaaet og overvejet, hvor stor en massochist jeg er: dansk kulde, graavejr, sjap og saa vaere i den situation at man bor lige ovenpaa ekskaerestens kontor. Det kunne bibringe selv den mest haardfoere nogle svaere stunder. Saa derfor denne beslutning. Hvor jeg skal hen, er jeg ikke helt sikker paa, men jeg skal nok finde paa noget. Maalet er undervisnig et eller andet sted her ude i udlandet. Naermere kan jeg ikke komme det lige nu. I maa alle have det godt. Mange kaerlige hilsner fra Therese

11. rejsebrev fra 7/3 -07

Kaere Alle Har besluttet at tage til Thailand med Celtic Avenger. Leveomkostningerne er lave i Thailand og med en gratis bolig (Celtic Avenger), er jeg meget fortroestningsfuld mht. oekonomien. I Thailand vil jeg have tid nok til at taenke over, hvad jeg skal i fremtiden. Har det godt med min beslutning. Eventyret og et helt nyt liv venter forude. Billedet er fra Kosrae. Her sidder jeg med en af de "kongelige" hundehvalpe. Er paa besoeg hos den tidligere kongefamilien paa Kosrae, Sigrah-familien. I maa alle have det godt. Mange Kaerlige hilsner Therese April 2007 Celtic Avenger er nu i Thailand.